Hvad er en elektrode-dampbefugter?

Denne teknik udnytter vandets elektriske modstand, dvs. dets ledningsevne. Elektrodenes overfladeareal, afstanden mellem dem og den dybde, de er nedsænket til, bestemmer strømmen og dermed også den mængde damp, der produceres. For at give de kalkdannende stoffer i vandet et så stort overfladeareal som muligt (hvor de kan afsætte sig), anvendes gitterelektroder med stort overfladeareal. De hårdhedsdannende stoffer krystalliserer (hærder) på disse elektroder og fungerer som yderligere isolatorer. Da vandet kræver en bestemt nedsænkningsdybde af elektroderne, svarende til strømforbruget, for at udføre fordampning, stiger vandstanden i dampcylinderen støt, indtil det tilgængelige elektrodeareal bliver stadig mindre, og dampudbyttet derfor falder. Et signal fra luftbefugterens elektronik angiver, at cylinderen er fuld. Afhængigt af cylindertypen udskiftes denne enten med en ny (engangsprincip) eller genindsættes efter rengøring af beholderen (for rengørbare dampcylindre). For at sikre konstant driftsklarhed, selv når enheden står stille, forbliver elektroderne hele tiden i vandet. Den justerbare dampydelse er derfor i det nedre område, afhængigt af vandkvaliteten, begrænset til 10 til 20 % af den maksimale dampydelse. (trinløst justerbar 15–100 %)

Sådan fungerer en elektrode-dampbefugter med elektrodeopvarmning

En elektrisk styreimpuls tænder for opvarmningsstrømmen via en kontaktor. Indløbsmagnetventilen åbner med en forsinkelse, hvilket gør det muligt for vand (i forhold til dampudledningen) at strømme ind i dampcylinderen nedefra via påfyldningskopen. Styreelektronikken regulerer løbende indløbs- og udløbsmagnetventilerne og sikrer, at vandkvaliteten og ledningsevnen i dampcylinderen forbliver konstant. Teknisk set kaldes dette autoadaptiv tilpasning til det tilgængelige råvand.